Mælkebøttecentret:Omsorgssvigtede børn i Grønland

En ferie er vigtigere for nogle end for andre

Takket være Polar Seafood, kan en gruppe socialt udsatte børn og unge fra Mælkebøttecentret få en vigtig sommerferie i Danmark. For dem er en ferie ikke bare en ferie, men er et vigtigt pædagogisk redskab.

Nye, inspirerende oplevelser i fremmede omgivelser kan styrke et barns selvværd og øge evnen til at skabe sociale relationer og venskaber. Derigennem opbygges troen på egne evner, hvilket er nogle af de pædagogiske værdier, som indgår i Mælkebøttecentrets arbejde med børn og unges udvikling og trivsel. En veltilrettelagt ferie er således med til at styrke børn og unges trivsel og sociale udvikling, så de klarer sig bedre i skolen. Set i dette lys er en donation fra Polar Seafood med til at styrke et vigtigt pædagogisk og socialt redskab.

”Vi er meget optaget af at styrke socialt udsatte børn og unges muligheder for at udvikle sig”, udtaler Miki Brøns fra Polar Seafood. ”At en indholdsrig sommerferie kan være med til at bryde den sociale isolation, som mange af disse børn og unge oplever, er derfor en indsats, som vi gerne støtter op omkring. Vi glæder os over, at vores økonomiske bidrag kan give en gruppe børn og unge ny inspiration gennem nye oplevelser, og dermed et yderligere skub i den udvikling, de har krav på. Vores sponsorat skal også ses som en anerkendelse af det store og meget vigtige arbejde, der gøres i Mælkebøttecenteret”, siger Miki Brøns.

Donation-fra-PS

Kirsten Ørgaard, direktør i Mælkebøttecentret udtrykker: ”Nogle af de observationer og erfaringer, som Mælkebøttecentret har gjort i forbindelse med ferier for børnene, er, at vi har oplevet gladere børn, der har fået indsigt i andre kulturer og har knyttet relationer og venskaber. Dels med andre børn, og dels med de voksne, der har deltaget i turen. De vender hjem bedre rustet til at klare en udfordrende hverdag, og de deler minderne med hinanden. ”Kan du huske”, lyder det ofte. Vi ved, hvor meget, disse ferier betyder, så vi er taknemmelige for Polar Seafoods støtte”, siger Kirsten Ørgaard

Der er flere formål med en ferieoplevelse for børn

Børn oplever at kunne mærke forventningens glæde ved at skulle på ferie sammen med andre. Allerede inden ferien inddrages børnene i planlægningen, så de får en fornemmelse af feriens indhold. De lærer at opbygge fremtidsmål, som også realiseres.

At udforske et andet land og opleve en anderledes kultur giver ny viden og ny indsigt om en verden uden for Grønland. Udsatte børn og unge er ofte ensomme og uden tætte venskaber. Derfor har de behov for at tilegne sig nye sociale færdigheder, hvilket er vigtigt for at danne varige venskaber.

Relationen mellem det enkelte barn og de voksne omkring dem forstærkes, når de deler fælles oplevelser, og dette samvær opbygger en mere stabil tillid til de voksne. Også relationen mellem de anbragte børn forstærkes, og giver mulighed for at knytte venskaber og skabe fælles minder. Disse relationer kan være medvirkende til at børnene udvikler større selvtillid.

Nærmere information:

Miki Brøns, Polar Seafood tlf. + 299 383101 - Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Kirsten Ørgaard, Mælkebøttecentret tlf. +299 597439.