Siden Mælkebøtten åbnede i 2006, har vi erfaret, at de børn der anbringes i Mælkebøttens døgnafdeling bliver mere og mere behandlingskrævende, og en stor del af disse børn færdes i socialt belastede miljøer, som ikke er egnede for børn og unge, og som har en negativ indvirkning på deres udvikling. Ofte er der tale om børn uden voksenkontakt og de har været overladt til sig selv og et liv på gaden, sammen med andre børn i samme situation. Det er børn med en høj social og psykisk belastningsgrad, som ofte stikker af fra Mælkebøtten og opsøger de belastede miljøer med bl.a. rusmiddelmisbrug, hvor de kan være lette ofre for overgreb.

Børnene reagerer negativt og ofte aggressivt udad reagerende på krav og grænsesætning og størsteparten af disse børn har behov for et miljø-skift til rolige omgivelser sammen med omsorgsskabende voksne. Derfor har vi længe haft et ønske om at få et hus i bygden Kapisillit, da den grønlandske natur med sin storslåethed er velegnet til at arbejde både pædagogisk og terapeutisk med denne type børn, så de kan lære at bryde det mønster de havde i deres hverdag.

Målgruppen er de børn og unge, mellem 3-15 år, der er anbragt i sociale udredning i Mælkebøtten eller er anbragt i bo-enheden Ilasiaq eller bo-enheden Allu, og som har behov for et miljøskift. Børnene kan i en begrænset periode bo i huset i bygden Kapisillit og få indlært en struktureret hverdag i et overskueligt miljø.

Derudover bliver huset brugt som et feriested, for børn i Mælkebøtten, Ilasiaq, Allu og for de børn der benytter de kreative væresteder. Der er i alt plads til 8 børn og 2 voksne.