Red Barnet, Lions Club Nuuk, Nuuk Rotary Klub og Grønlands Arbejdsgiverforening har taget initiativ til at forbedre vilkårene for omsorgssvigtede børn og unge i Nuuk ved at samle penge ind til etablering af Børne- og Ungehuset Mælkebøtten, der er et fristed og værested for udsatte børn og unge i Nuuk.
Disse fire initiativtagere har formået at indsamle 7 millioner kr., som er blevet brugt til køb og etablering af huset samt driften det første år. Andre pengedonationer kommer fra fonde, borgere, Nuup Kommunea, virksomheder og organisationer både i Grønland, i Danmark og internationalt.
Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary har bidraget med økonomiske midler til Mælkebøtten, og Kronprinsparret følger Mælkebøttens udvikling.
Formålet med Mælkebøtten er at forbedre vilkårene for omsorgssvigtede børn og unge i Nuuk, og forebygge yderligere omsorgssvigt. Formålet er med andre ord at bryde den negative sociale og psykologiske arv.