Værestedet i stueetagen
I stueetagen indeholder huset en ungdomscafé, internetcafé, kreative værksteder, hvor der eksempelvis arbejdes med cykler eller træ, og der er tilbud om aktiviteter som tegning, perlearbejde, smykkefremstilling og syning. Huset rummer også et musikværksted, hvor byens børn tilbydes mulighed for at bruge deres musikalske evner. Derudover er der en stor sal, der bruges til motion, teater og drama. Her er der voksne, der er nærværende både fysisk og psykisk, og som har tid til både at snakke, lytte og have det sjovt. Indholdet i huset tager højde for de særlige behov (nærhed, omsorg, struktur, forudsigelighed, troværdighed, tillid, at kunne lytte), som omsorgssvigtede børn og unge har, men også ressourcestærke børn og unge kommer i huset.
De ressourcestærke børn, der kommer i Mælkebøtten, er også en del af dette fællesskab – hvor de ressourcestærke får en social indsigt i, at ikke alle børn har det godt, og samtidig forståelse for hensynet til de, der er svage, og at det nytter noget at være en god kammerat.
Der udarbejdes en månedlig aktivitetsplan, som hænges op på alle skolerne. Det har bl.a. bevirket at også mange ressourcestærke børn benytter sig af de forskellige tilbud om aktiviteter som Mælkebøtten tilbyder.